# Strandlyst

Skrivebord i første række til vandet

Pia og Kasper Miller bor i Hvidovre og arbejder i København, men forlænger ofte roen og weekendfølelsen med en arbejdsdag i deres elskede sommerhus i Fårevejle.

Det er mandag morgen. Den dag på ugen, hvor der er allermest travlt på veje og cykelstier ind til København. Men det eneste, der er i kø her, er kaffekopperne, der venter på at espressomaskinen kværner dagens første bønner.

”Det er blevet et fast ritual for os, at vi hver anden uge, først tager hjem mandag aften og starter ugen med at arbejde herfra,” siger Pia Miller, der er Nordic Head of Quality hos Karnov. Hendes mand, Kasper Miller, er IT-chef hos Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten. 

Og man forstår virkelig deres prioritering, når du går en rundtur i sommerhuset og bliver mødt af skønne naturmaterialer, rolige farver og kreative kontraster og lader blikket glide ud over den fredede klitplantage. Det må være den perfekte ramme for fred og ro, men også en effektiv arbejdsdag uden forstyrrelser.

”Den udsigt dér, den gør bare noget godt for kroppen. Og det bedste er, at den aldrig kommer til at ændre sig,” siger Kasper og fortæller, hvordan hans farfar købte et stort område heroppe tilbage i 50’erne og siden udstykkede det til familien. I dag ligger der tre sommerhuse i første række til Sejrøbugten. Et fjerde er på vej, da Kaspers bror er ved at bygge et sommerhus på nabogrunden.

”Vi kalder det feriekolonien,” smiler Pia og fortæller, hvordan de ofte mødes til familiehygge og gin på terrasserne.

Et sommerhus for resten af livet

De har begge været gift tidligere og har nu tilsammen to hunde og seks børn i alderen 12-20 år. Derfor var de også på udkig efter et sommerhus med otte faste sovepladser. Det har de fået – og lidt til.

”Jeg havde et sommerhus ikke langt herfra og havde også arvet en ødegård i Sverige. Drømmen var at skabe vores fælles ”baby”. Et sommerhus for resten af livet, og derfor skilte vi os af med mit sommerhus og begyndte at kigge efter et nyt,” siger Pia. 

Valget faldt på Strandlyst 159

”Vi forelskede os begge i huset, allerede da vi så det udefra på udstillingen hos EBK HUSE i Slagelse. Da vi så kom ind, var ingen af os i tvivl. Der var det bare, og vi kunne ikke lade være med at gå rundt og smile,” siger Kasper.

”Jeg elsker virkelig også, at du ikke kan se, om huset er bygget i 1920 eller i går, når du ser det langt fra. Arkitekturen passer så godt til naturen heroppe. Det er virkelig et tidløst design,” siger Pia.

Plads til at leve livet sammen 

Det er ganske få ting, som parret har ændret på i forhold til standardmodellen. Terrassen er udvidet og et vindue i bryggerset er blevet flyttet. Med fire soveværelser, en alkove og en hems, har de også fået alle de sovepladser, de havde behov for. 

“Det hele har været så ligetil. Huset passede til os, og EBK HUSE passede til os”

”Det passede til vores temperament at vælge et typehus. Vi vidste, hvad vi fik. Huset passede til os, og EBK HUSE passede til os. Byggerådgiver Anders Ingemann Jensen fangede vores ønsker fra starten, og vi har ikke skulle forholde os til andet end bare at vælge, hvad vi godt kunne lide. Det har været så nemt og trygt at bygge det her sommerhus – det rene Plug and Play,” siger Kasper. 

Under den personlige session med indretningsrådgiver Julie Kürstein ændrede de på nogle af standardmaterialerne. 

”Jeg har en fetich med metrofliser. De var bare et must for mig,” smiler Pia og henviser til de smukke, hvide newyorker-fliser på badeværelserne, hvor tilbehør i træ og messing skaber den perfekte balance med varme og glød. 

”Vi har også tilvalgt et badekar på det ene badeværelse og en udendørsbruser. Det bruger vi rigtig meget. Og så har vi tilføjet soft close på skabene og ekstra brede egetræsplanker. Det er så lækkert. Men ellers har jeg faktisk svært ved at fremhæve noget over andet. Det er helheden, der er perfekt,” siger Pia.

15 minutters reglen 

Det er tydeligt, at parret har en ferm sans for det visuelle udtryk. Selvom huset er nyt, emmer det af sjæl, hygge og historie. Det er særligt de mange loppefund og valg af rolige, komplementære farver, der skaber et stemningsfuldt udtryk. Som et badehotel med moderne noter.

”Det er jeg virkelig glad for, at du siger. Det var præcis den stemning, vi gik efter – det er også derfor, at vi for eksempel har de blå vægge her,” siger Pia og peger på gangen, hvor de har placeret et smalt, langt, skrivebord op af de farvede profilbrædder.

Selvom æstetikken er på plads, betyder det ikke, at der ikke er rum til at være. Det er sjældent, at hele familien er oppe i sommerhuset på samme tid, men de store børn er også velkommen til at låne huset sammen med vennerne.

”De ved alle sammen, at det er et sted, der betyder noget for os. Så de er gode til at vise omsorg, og det gør det let at give slip. Vi har dog sagt, at de ikke må være mere end ti personer. Og så har vi en 15 minutters regel. Hvis vi skal bruge mere end 15 minutter på at rydde op efter dem, er det ikke okay. Men hvis det bare handler om lige at fjerne noget spaghetti i håndvasken og den slags, så går det nok. Det fungerer.”

Vil du læse mere om Strandlyst?

Du kan finde inspiration, gallerier og læse meget mere om Strandlyst her.

Tip en ven

Flere kundehistorier