# Kompakt

Et meditativt åndehul med ugeneret kig til fjorden

Meditativt åndehul
Dennis Ritter og Morten Toft lever et travlt liv fulde af deadlines, ansvar og mennesker omkring sig. Derfor nyder de at få krop og hoved i balance i deres stilrene og enkle fritidshus på den naturskønne halvø Tuse Næs.

En time. Længere tager det ikke, før Dennis Ritter, Morten Toft og deres hund Cosmo er kørt fra København, til de står med sand under poter og fødder på Tuse Næs. Her er ro og få skridt fra vandkanten, hvor Lammefjorden, Isefjorden og Holbæk Fjord stille glider hinanden i møde.

”Det er sådan en udsigt, vi drømte om, men aldrig troede vi ville finde eller have råd til,” siger Dennis Ritter. Ægteparret havde været på udkig efter et nyt sommerhus et stykke tid, fordi deres andet sommerhus på Orø efterhånden trængte til for meget vedligeholdelse. Og det med at bruge tid og penge på at renovere gav ikke mening for dem. Dennis arbejder som vært på TV2 News, når kalenderen ikke er fuld af store sportsbegivenheder som Tour de France, og Morten er økonomichef i et stort, dansk designfirma. Derfor er det vigtigt for dem at kunne holde fri, når de er på deres fristed.

Købte grunden da de så den første gang

”Vi havde set forskellige typer huse, grunde og steder. Men beliggenheden var i dén grad årsagen til, at vi ønskede at købe det her sted,” fortæller Morten. Huset, der stod der stod på grunden, var dog slet ikke dem. Faktisk var det i så dårlig stand, at det slet ikke kunne svare sig at renovere. ”Vi kunne bare mærke, at det var det rigtige i både hoved og hjerte for os begge. Derfor var det på mange måder en nem beslutning,” siger Dennis og forklarer, at der var tale om et skuffesalg, der netop var landet hos ejendomsmægleren. Det betød, at de valgte at byde udbudsprisen samme dag. Den accepterede sælger – og så gik jagten på et hus i gang.

Tandhjulene passede bare sammen

Parret fik øje på EBK Huse på nettet ved lidt af et tilfælde.

”Vi havde allerede lagt os fast på et prisniveau og havde nogle kriterier til stil og proces. Vi ønskede et stilrent og enkelt design. Derudover var det afgørende for os, at det var en leverandør, der havde hundrede procent styr på processen, fordi vi hverken havde tid eller lyst til at blive involveret. Derfor bestilte vi materiale fra EBK Huse, da vi fornemmede et match,” forklarer Morten.

Derefter gik der ikke lang tid før, at de havde det første møde med byggerådgiver Lotte Olsen. ”Lotte var skarp og forstod lynhurtigt, hvad vi ville. Det var bare som, at tandhjulene passede sammen,” siger Dennis. Morten uddyber: ”Lotte foreslog hustypen Kompakt, der passede perfekt til vores ønske om et mindre hus i et stramt, enkelt og sort design. Vi havde ikke brug for en masse unødvendige kvadratmeter. Det var det helt rigtige hus for os. Derudover gav det os ro, da hun fortalte, at EBK Huse har bygget over 6500 huse. Rutine giver tryghed, og det er vigtigt, når det er en af de største økonomiske beslutninger, man skal tage.”

Naturens D-vitaminer til morgenmad

Parret tilvalgte et ovenlysvindue i køkkenet for at åbne rummet mere op og få et bedre indeklima. De tilføjede også ekstra vinduer fra gulv til loft i facaden mod fjorden. De løsninger gør det muligt at udnytte dagslyset optimalt – og det var afgørende for dem. ”Det er ikke et luksushus, vi har valgt. Vi foretrak et mere simpelt design, men med fokus på masser af lys,” siger Morten. Dennis supplerer: ”Det er næsten meditativt, når jeg kigger ud over havet nu. Der er ikke nogen civilisation – ingen mennesker, ingen bygninger. Det er en helt ny dimension, vi opnår med det her hus. Vores gamle hus havde slet ikke sådan et kig og sådan en atmosfære.”

Lukker ikke huset ned om vinteren

Udelivet betyder noget for mændene, og deres havkajakker har også allerede haft vand under kølen. Det er dog uden tvivl Dennis, der dyrker udelivet mest. På cykel. I løbesko. I våddragt.

”Jeg nyder, at jeg kan pakke en lille taske midt i ugen, sætte Cosmo ind i bilen og køre herop et par dage. Og det første, jeg gør, er at gå udenfor,” siger Dennis. Morten har et andet ritual: ”Jeg tænder op i brændeovnen, hopper i joggingbukser og tykke sokker og tøffer rundt.” Det er også særligt i vinterhalvåret, at de nyder deres åndehul væk fra København:

”Vi havde sommerhus på Orø i 10 år, men nåede aldrig at være der mere end tre-fire dage af gangen – heller ikke om sommeren. Vi er ikke typerne, der lukker huset ned om vinteren. Tværtimod. Det er enormt hyggeligt at tænde lys og se sneen udenfor,” siger Morten.

Overrasket over den ukomplicerede proces

Parret er overrasket over, at processen har været problemfri. ”Vi har flere venner, der har været i gang med husprojekter, hvor processen har været uoverskuelig og fuld af fejl. Her har der ikke været noget bøvl. Alle aftaler er blevet overholdt, og huset står snorlige. Og det siger jeg ikke for at please på nogen måde. Det er ikke smiger. Det er sandheden,” siger Dennis. Næste etape er at etablere haven. Den skal være enkel og vedligeholdelsesfri – lige som huset.

Skru op for det gode liv med godt lys

Lys er afgørende for dit helbred. Lys påvirker dit humør og energiniveau og har en stor rolle i forhold til din søvn og hukommelse – vi tænker, husker og sover ganske enkelt bedre med den rette balance af lys i løbet af dagen. 54% føler sig mere trætte og uoplagte i vinterhalvåret end i sommerhalvåret. Kunstigt lys er et fint supplement, men kan ikke stå alene. Det er vigtigt, at du kommer ud og oplever dagslys i vintermånederne for at undgå vintertræthed og vinterdepression.
Kilde: samvirke.dk

Vær velforberedt

Lav et indledende budget og beslut dig for, hvilken stil du er til. Det gør det meget lettere at træffe beslutninger, og gør processen hurtigere og ukompliceret. Hold dig til din stil, din tidsplan og dit budget – og stol på din mavefornemmelse.

Vil du læse mere om Kompakt?

Du kan finde inspiration, gallerier og læse meget mere om Kompakt her.

Tip en ven

Flere kundehistorier