1976-2026

50 år med fritidshuse

Danskerne får mere fritid og velstand i 70’erne, og sommerhuset bliver symbolet på begge dele. På baggrund af dette, stifter Erik B. Keinicke den 1. marts 1976 EBK Fritidshuse ApS. Han vil gøre sommerhuslivet tilgængeligt for flere og sætter sig for at bygge fritidshuse med præfabrikerede træelementer – i god arkitektur og til konkurrencedygtige priser. Siden har vi opført mere end 8.000 huse til familier i Danmark og udlandet.

Familien bag

EBK HUSE A/S blev stiftet i 1976 af Erik B. Keinicke og hustru Marianne Keinicke.

Erik B. Keinicke er født ind i en verden af træ. Han har et svendebrev som tømrer, en uddannelse som bygningsingeniør og er opvokset i en tømrermesterfamilie, hvor farfaren, P.A. Keinicke, grundlagde sit tømrerfirma i 1914. 

I dag er vi en af landets førende fritidshusproducenter med hovedsæde og fabrik i Slagelse samt eksport til bl.a. Tyskland og Island. Familievirksomheden ledes af anden generation, administrerende direktør Jesper Keinicke og marketingdirektør Dorte Keinicke.

Begyndelsen sidst i 70'erne

Det første hus bliver opkaldt efter Musholmbugten på den vestsjællandske kyst. De mindste huse er blot 39 m², men bliver hurtigt et eftertragtet helle til frihed og nærvær tæt på naturen. Musholm er stadig en fast del af vores designlinjer, men er nænsomt opdateret gennem årene.

Vi etablerer permanent udstilling med to udstillingshuse i Slagelse og senere et udstillingshus i Kramnitze på Lolland. Det første år bliver der solgt 30 huse. De bygges som elementer på et 100 m² værksted i Slagelse. Målet er at opføre og lukke huset på en enkelt dag på byggepladsen.

Verden åbner sig i 80'erne

80’erne bliver årene, hvor vi udvider med permanent fritidshusudstilling ved Bella Centret i København, Byggecentrum i Middelfart samt spotudstilling i Blokhus. Vi investerer også i den første PC.

I 1987 flytter produktionen til en ny 1.000 m² elementfabrik. De nye faciliteter gør det muligt at optimere processerne, opnå kortere byggetid og større leveringssikkerhed – og ikke mindst opskalere volumen. Fabrikken er i dag 5000 m².

Vi eksporterer de første huse til Tyskland, Norge, Sverige og Island.

Fremgang i Tyskland i 90'erne

I starten af 1990’erne bremser kartoffelkuren nybyggeriet i Danmark. Men efter Berlinmurens fald i 1989, vokser efterspørgslen markant i det tidligere DDR. Vi bygger udstillingshus i Berlin og starter salget af helårshuse. Mod vest er det også ferieparker, der er stor efterspørgsel efter, og vi bygger over 100 ferieboliger i midten af 90’erne. Tyskland bliver vores største eksportmarked.

I Danmark etablerer vi permanent udstilling i Skødstrup ved Aarhus.
I 1997 får vi som nogle af de første en hjemmeside, www.ebk.dk

Nye hustyper og hårde realiteter i 00'erne

I årene op til Finanskrisen bygger vi 350 huse om året i Danmark og udlandet. Island boomer især, og vi bygger op til 25 huse om året i en årrække til det islandske marked.

I 2007 tildeles vi Indeklimamærket.
Finanskrisen i Danmark kræver dog en omstilling, og vi udvikler bl.a. designlinjen Kompakt. Det gør det muligt for kunderne at bygge et mindre sommerhus til en lavere pris. Nyheden skaber genklang og er stadig et attraktivt valg for mange.

Vi indgår også aftale på 165 ferieboliger til en nyetableret feriepark i Grossenbrode i Tyskland

Nye kræfter og kendte værdier i 10'erne

I 2010 er der generationsskifte i EBK HUSE. Erik. B. Keinicke overdrager den daglige ledelse til næste generation, administrerende direktør Jesper Keinicke og marketingdirektør Dorte Keinicke.

Vi indgår samarbejde med eksterne arkitekter. MAA Søren Rasmussen fra ONV Arkitekter om ONV huset og arkitekt MAA Karina Søgaard om Fjordhuset. Vi stifter datterselskaber i Sverige og Norge og etablerer permanente udstillinger ved Stockholm i Sverige og i Nesbyen i Norge.

I 2017 udkommer det første Inspirationsmagasin, og vi udvider den digitale synlighed og bliver aktive på sociale medier.

Konsolidering og klimabevidsthed i 20'erne

Coronapandemien rammer, og danskerne søger tryghed i hjemlige omgivelser, og efterspørgslen efter sommerhuse stiger markant.

Der udvikles nye husmodeller bl.a. Kysthuset og det budgetvenlige sommerhuskoncept Kompakt. Begge designlinjer er bestsellere i dag. Vi åbner derudover Salgskontor og Showroom i Holte.

Vi arbejder med FN’s Verdensmål og lancerer en bæredygtighedsstrategi. Indsatsen anerkendes i 2024 med Klima- og Miljøprisen ved Erhvervs Awards og udnævnelsen som Succesvirksomhed af Spar Nord og BDO.

Men bæredygtighed handler om mere end klima. Gennem 50 år har engagerede og loyale medarbejdere været kernen i EBK HUSE. De er kulturbærere og specialister, der med faglighed, ansvarlighed og sammenhold har båret virksomheden gennem både op- og nedture.

Mere end 8000 huse senere

Danskerne elsker sommerhuslivet og har gjort det i generationer. Alle prognoser tyder også på, at det fortsætter. Hedebølger, overturisme og geopolitisk uro rundt i verden puffer samtidig til ønsket om at have sit eget danske fristed og dyrke det nære. På samme tid stiger antallet af turister, der ønsker at leje et dansk sommerhus. Det indikerer, at det fortsat giver god mening at investere i et fritidshus af træ.

Vi har i dag en stærk organisation med en god balance mellem medarbejdere med høj anciennitet og nye kolleger, der bringer friske perspektiver og ny viden med sig. Det sikrer, at vi står stærkt – også i morgen.

Hvad koster dit drømmehus?

Få svaret på 20 sekunder

Hvad koster dit drømmehus?