”Vi har altid været glade for vores gamle sommerhus, men måtte efterhånden erkende, at der skulle en krævende renovering til, hvis vi skulle fortsætte med at kunne bruge det. Taget, køkkenet, badeværelset, ja alt var efterhånden nedslidt. Samtidig drømte vi om at flytte køkkenet. Vi vidste derfor også, at vi hurtigt ville bruge en million på en renovering – uden alligevel at opnå det sommerhus, vi i virkeligheden drømte om. Derfor ønskede vi at bygge nyt,” siger Annette Brasen, der er gift med Peter. Sammen har de tre voksne drenge og fire børnebørn, der alle har nydt barndomssomre i kystlandets vilde natur.
Sommerhusets sorte facade, tagpap og vinduer er et æstetisk, stilrent og klassisk valg. Alle vinduer og udvendige døre er forsynet med lavenergiruder i tre lag.
En naturperle med begrænsninger
Naturen er så storslået i området, at det har fået titlen som UNESCO Global Geopark Odsherred. Derfor er der også en række forbehold over for at bygge nyt.
”Vi købte sommerhuset i 1983, som dengang var to små huse fra 60’erne, der egentlig bare var en stue og et køkken. Dem byggede vi sammen i slutfirserne, så vi kunne få en soveafdeling. Men planløsningen blev aldrig rigtig god,” siger Annette.
Erfaringen med byggeriet gjorde, at de vidste, at de skulle holde sig inden for arealet af det eksisterende fundament. Men det var lettere sagt end gjort.
”Vi brugte mange år på at kigge på vinkelhuse, men ingen passede til dimensionerne eller vores stil. Vi elskede vores sommerhus – det var bare for slidt.”
På et tidspunkt faldt de over et Kysthus fra EBK HUSE i området. De kontaktede en byggerådgiver for at høre om mulighederne for at få skræddersyet et sommerhus med afsæt i den stil. Arkitekt og udviklingschef Jørgen Raagart blev hurtigt inddraget på grund af den unikke opgave og den restriktive lokalplan.
De store skydedøre på begge facader mod både syd og nord udvider rummet og udnytter det naturlige dagslys – og intet smækker i, når der er gennemtræk.
”Det har været et privilegie at tegne et sommerhus til denne naturperle. Ud over at honorere Annette og Peters ønske om at tage afsæt i det gamle design og udnytte det daværende terræn bedst muligt, skulle vi tage hensyn til de mange krav i lokalplanen. Vi skulle bl.a. sikre de fredningsmæssige interesser og garantere høj kvalitet ved ny bebyggelse – og alt skulle godkendes af Fredningsnævnet. Her mødte domsmænd og repræsentanter fra et utal af foreninger op for at besigtige grunden og mine skitser, inden de godkendte projektet,” siger Jørgen Raagart.
”Vi har haft fuld tillid til arkitektens arbejde og er meget tilfredse med resultatet. Vi har generelt oplevet stor ansvarlighed hos alle, vi har mødt. Ingen problemer. Overhovedet,” siger Annette.
“Vi vidste, at vi hurtigt ville få brugt en million på en renovering – uden alligevel at opnå det sommerhus, vi i virkeligheden drømte om. Derfor valgte vi at bygge nyt.”
Annette Brasen
Transparens er trumfen
Huset ligger næsten på en skrænt, der giver udsyn over bugten og engen, men naturligvis også større risiko for blæst. Derfor er der prioriteret et glasparti under udhænget mod syd, der sikrer læ og gennemkig og skaber fornemmelsen af en lille atriumgård.
Lys og transparens er et gennemgående tema i arkitekturen. I det store køkkenalrum er der indsat store panoramavinduer, så der er udsigt til vand til flere sider. Der er også prioriteret skydedøre på begge facader mod både syd og nord. De udvisker forskellen mellem ude og inde og udnytter de naturlige lyskilder.
”For at udnytte pladsen, har vi også indsat skydedør i soveværelset. Det skaber masser af naturligt lys og mulighed for at få naturen helt tæt på. Ofte lader vi det bare stå åbent, så vi kan følge dyrene ude på marken – nogle gange ser vi en ræv. Det er fantastisk at vågne til,” smiler Annette.





Solafskærmende glas holder varmen ude
At skabe den bedst mulige udsigt har været et dogme. Store flader af glas kan dog hurtigt gøre det varmt indenfor. I vinduer og skydedøre i køkkenalrummet og ved udgangen fra gangen til terrassen, er der derfor prioriteret solafskærmende glas, der lukker lyset ind og varmen ude. Det giver et optimalt indeklima og minimerer behovet for nedkøling. Behandlingen er næsten usynlig, men alligevel effektiv.
Hvad er det bedste ved huset?
“Alting fungerer godt, uanset om vi er to eller tolv.”
Annette Brasen
Designet til tosomhed og familietid
Fra påske og til september bor Annette og Peter i sommerhuset. Resten af året er de der sporadisk, men komforten og funktionaliteten er på plads til at kunne nyde det året rundt med brændeovn, varme i gulvet og en bevidst indretning af soveværelserne.
”Vi har indrettet det sådan, at vi kan lukke af for hele gæsteafdelingen, når det bare er os i huset. Samtidig har vi masser af brugbare kvadratmeter, når vi er mange – og stadig mulighed for at finde et hjørne til ro og fordybelse. Børnebørnene spiller måske pc på gæsteværelset, mens nogle hygger i stuen og andre nyder terrassen. Efter at fotografen har været forbi, har vi også fået et langt skrivebord til kreative projekter. Det er vigtigt for os, at det er familiens hus.”
En af familiens fælles hjertesager er oplevelser i naturen.
”Vi har udgang til det fri i alle soveværelser, så alle kan gå direkte ud på terrassen. Vi nyder i det hele taget at være ude alle sammen. Hele familien løber meget, og der er mange gode ruter herude. Det bedste ved huset er måske, at alting fungerer godt, uanset om vi er to eller tolv.”
Hvad er jeres bedste råd til andre?
”Vi brugte mange år på at kigge på vinkelhuse og se, hvad andre havde gjort. Men ingen passede til dimensionerne eller vores stil. Derfor vil vi anbefale andre at kontakte arkitekterne hos EBK HUSE og få deres besyv. De har specialiseret sig i netop det.”
Hvad er et fredningsnævn?
Fredningsnævnet er et uafhængigt domstolslignende organ, der behandler fredningssager og afgør, om de skal gennemføres. Nævnet står bl.a. af en dommer, der er udnævnt af miljøministeren.
Vil du læse mere om Fri Arkitektur?
Du kan finde inspiration, galleri og læse meget mere om Fri Arkitektur her.