Hvad siger eksperterne?

Julia Lahme, etnolog og trendforsker
Julia Lahme
Etnolog og trendforsker

Vi vil alle gerne eje en lille bid af himlen

Danskerne har altid elsket sommerhuse - og det vil vi blive ved med. Behovet for et fristed i naturen stiger i takt med, at vi bliver flere og flere mennesker, siger etnolog og trendforsker Julia Lahme.

Lysten til at eje sit eget sommerhus i Danmark eksploderede under Coronaepidemien. Alle ville gerne have et tilflugtssted med ro, lys, luft og plads. Et sted, hvor vi kunne føle os frie og trygge på samme tid. Det vil vi stadig.

”Vi har en lang tradition for at søge mod vand og kyster, når vi holder ferie.” Det har vi, fordi vi har en kollektiv forestilling om, at vandet er sundt for os. At være i sommerhus giver energi og næring, bringer os tættere sammen og understreger på mange måder dét at være dansk,” siger Julia Lahme, der selv nyder sommerhuslivet ved havet, når hun ikke arbejder med trends inden for livsstil og forbrugeradfærd i sit kommunikationsbureau i indre København.

For hundrede år tilbage var sommerhuse ejet af det bedre borgerskab, der flyttede ud i naturen i sommerhalvåret og tog selskabslivet med. I dag er sommerhuset ikke længere forbeholdt en særlig befolkningsgruppe og vores overflod af stimuli og kontakt med mennesker har øget behovet for et frirum fra netop det. Vi vil gerne fællesskabet, men der skal samtidig være plads til individet.

”I en verden med flere og flere mennesker, stopper det aldrig med at være attraktivt at eje sin egen lille bid af himlen.”

Vi gider ikke et muldtoilet

Mange forbinder sommerhus med det gode liv. Men vores idé om det gode liv har ændret sig de seneste år, siger Julia Lahme:

”Vi søger ikke længere trivsel og overskud gennem work-life balance, men gennem balance i hele livet. Derfor er det også vigtigt, at vores sommerhus altid fungerer og har flere funktioner. Vi ønsker ikke at gå ned på luksus, når vi er i sommerhus – vi gider ikke et muldtoilet.

Flere køber sommerhus tidligere i livet

Ifølge trendforskeren vil vi se færre sommerhuskøb i blinde:
”Der bliver færre, der forelsker sig i et gammelt og slidt sommerhus, der alligevel aldrig bliver det, du i
virkeligheden drømte om. Derfor vil vi se, at flere efterspørger sommerhuse af god kvalitet. Og derfor vil vi se, at flere investerer i sommerhus tidligere i livet.”

Vi vil holde fri, når vi har fri

Julia Lahme blev født i 1977 og var barn i 80’erne. Dengang holdt man ferie på en anden måde:

”Vi pakkede kniv og proptrækker med i tasken, fordi det handlede om at rejse så billigt som muligt, så vi kunne være væk så længe som muligt.” Sådan rejser vi ikke mere. Nogle gør selvfølgelig, men flertallet søger mere luksus. De fleste familier ønsker at holde fri, når de har fri og elsker at have muligheden for at vælge Danmark til. Det behov indfrier et sommerhus.”